Nyheder

Horsens vinder intens 1. semifinale

Der var drama, fight og intens stemning da HIC til aften vandt 89-71 i første DM semifinale over Svendborg Rabbits.

Kampen var dog meget mere lige end cifrene antyder. HIC var uden Esben Reinholt der var syg, mens Svendborg stadigvæk manglede Liam Potter.

HIC kom bedst fra start i første periode. Svendborg havde svært ved at komme til scoringer, og HIC¨s zoneforsvar fungerede godt. I angrebet dominerede Brian Fitzpatrick, og Svendborg kunne ikke holde ham i posten. Fitzpatrick scorede 10 point i første periode. For Svendborg scorede Plannthin 5 point, mens Porta måtte tilbringe en del tid på bænken med to hurtige fejl. Efter første periode førte HIC med 21-13.

I anden periode vender billedet. Svendborg kommer lettere til scoringer. Porta dirigerer angrebet godt, mens der er Paul og Johnell der scorer. For HIC laver Christian Lindberg et godt indhop og scorer 7 point i perioden. Ved pausen er kampen helt tæt med en HIC føring på 39-38.

I tredje periode er det HIC der tager teten og bringer sig foran med 5 point. Marquis Addison er godt skydende i perioden, mens Christian Lindberg fortsætter det gode spil med and 1 plays og dunk. For Svendborg er det stadig Porta, Johnell og Paul der trækker læsset.

HIC er efter perioden foran med 66-59, og der var lagt op til en gyser afslutning. Skyler Bowlin vil det dog anderledes og scorer flere treere, mens Svendborg har svært ved at score, og samtidig begynder at lave flere og flere turnovers. Med to minutter igen er kampen afgjort, og bænkene kommer på banen.

HIC ender med at vinde med 89-71 i en kamp der er meget mere lige end cifrene antyder, og det kan gå hen og blive en meget lang og lige serie.

Næste kapitel skrives på mandag kl. 19 i Svendborg Idrætshal.