Nyheder

Horsens IC vinder sikker sejr over Stevnsgade SuperMen

Horsens IC afholdte den årlige Kids Day, så der var fyldt med børn i Forum Horsens, da HIC tog imod Stevnsgade SuperMen.

HIC var svækket fra start, da Kevin Larsen og Christian Benzon sad udenfor med småskader.

Fra start var det et ufokuseret HIC hold der var på banen. Bolden blev smidt væk igen og igen og der blev skudt flere airballs. Stevnsgade spillede frisk til, hvor Mathias Seilund og Mike Flowers førte an. Efter en sløv første periode førte Stevnsgade med 12-11.

Billeder fortsatte i anden periode. Stenvsgade ramte godt fra distancen og HIC var ufokuserede. Med fem minutter igen var det som om HIC trykkede lidt mere på speederen. Vedran Borovcanin scorede 7 point, og Esben Reinholt kom ind fra bænken og ramte to treere. Samtidig var der mere energi i forsvaret, og det gav flere fast breaks. Ved pausen var HIC foran med 41-31.

Tredje periode var lige. Når HIC var ved at trække fra, kom Stevnsgade op mere flere scoringer. Vedran Borovcanin fortsatte sit gode spil fra anden periode og Lawrence Alexander kom lidt i gang. HIC var oppe med 11 point før fjerde periode.

HIC kom godt ud og kom foran med 20 point og kampen var afgjort. Stevnsgade blev ved med at kæmpe og hentede lidt ind mod slutningen af kampen.

Det hele endte med en sikker HIC sejr på 80-68.

Bedste mand for HIC var Vedran Borovcanin, mens Mike Flowers og Mathias Seilund var mest toneangivende for Stevnsgade.