Nyheder

Horsens IC vinder over Team FOG Næstved

Horsens IC tog fredag aften imod Team FOG Næstved, i en kamp hvor HIC fra start var amputeret. De gule manglede Derrick Wilson, Shannon Hale, Esben Reinholt og Christian Benzon. Næstved var uden den nye mand JJ Mann, samt Ray Sanders der var sent hjem.

Fra starten var Lawrence Alexander klar. Han scorede hurtigt syv point og bragte HIC i front Rabbits. For Næstved startede Troy Franklin godt ud. Første periode var meget rodet og præget af turnovers. Første periode endte med en HIC føring på 21-20.

HIC blev hurtigt yderligere svækket, da Kevin Larsen hurtig begik to fejl og måtte sidde på bænken det meste af første halvleg.

Anden periode fortsatte med at være lige og ingen af holdene kunne trække fra. Reggie Agbeko kom ind fra HIC bænken, mens Philip Hertz var god for gæsterne. Ved pausen var Næstved foran med 40-39.

Det så ud som om at Kevin Larsen havde opsparet noget energi og vrede der skulle ud, efter at have siddet så meget på bænken i første halvleg. I tredje periode var Larsen ustyrlig. Han scorede 17 point på 8 minutter, og det var både 3 point skud, postbevægelser og dunk. Næstved havde svært ved at stå imod det, og Næstveds angrebsspil flød ikke. Efter tredje periode var HIC foran med 65-58.

HIC fortsatte det gode spil i 4 periode, og med otte minutter igen blev det endnu sværere for Næstved, da Franklin blev sendt tidligt i bad med sin anden tekniske fejl. Herfra kørte HIC sejren forholdsvis sikkert i land som endte på 86-73 (21-20, 18-20, 26-18, 21-15).

For Næstved var bedste mand uden tvivl Philip Hertz, mens det for HIC især var opløftende at Aladdin Barakeh, Oscar Jørgenesn og Christian Lindberg leverede solide præstationer som viser, at de er klar når der bliver kaldt på dem.

Næste kamp for Horwna IC er den 21. januar i en topkamp ude imod Bakken Bears.