Nyheder

Horsens IC vinder nemt over SISU

De danske mestre kom til Gentofte søndag med en sejrsstime på udebane, som havde varet siden SISU, i sidste sæson, vandt over Horsens. Dette skulle dog ikke blive tilfældet i denne sæson.

Midtjyderne startede kampen med hurtig boldbevægelse og var foran 7–17, inden SISU fandt sine ben. Maurice Creek og Ziko Grubovic holdt SISU inde i kampen, men det stod 17–26 efter første periode.

SISU fik bedre gang i angrebet i anden periode, men det gjorde Iffe Lundberg også. Han scorede fem 3’ere i disse 10 minutter (5/7) og stod for 17 af Horsens’ 28 point. Stillingen var 42–54 ved halvleg.

Hjemmeholdet kom ud med lidt mere energi i tredje periode, men det matchede Horsens, især senere. SISU nåede op på 50–57 ved godt forsvar og holdspil, men så gik Horsens i gang igen, og pludselig stod det 54–76. Tredje periode endte 62–79.

I fjerde periode fortsatte Vedran Borovcanin med sit stille, men fremragende, spil med 9 point i perioden, og han endte med en flot triple-double over samlet 29 minutter på banen.

Horsens IC vandt alle fire perioder og spillede meget bredt med mindst 8 minutters spilletid til alle 11 spillere.

Derved har SISU desværre sikret sig en tidlig sommerferie, når den sidste kamp i grundspillet den 8. marts er spillet, da de ikke længere har mulighed for at kvalificere sig til slutspillet. Stevnsgade SuperMen vandt nemlig over Randers lørdag, og en sejr i dag var derfor påkrævet for at SISU stadig ville have en matematisk mulighed for at nå kvartfinalerne.

SISU spiller hos Randers Cimbria på torsdag, mens Horsens IC er vært for Svendborg Rabbits samme dag.

Topscorere:

SISU: Maurice Creek 23 point, 4 rebounds, 1 assist; Ziko Grubovic 15 point, 4 rebounds, 2 assists; Alassan Touray 10 point, 3 rebounds, 1 assist.

Horsens IC: Iffe Lundberg 20 point, 4 rebounds, 4 assists; Vedran Borovcanin 19 point, 10 rebounds, 11 assists (triple-double); Marquis Addison 16 point, 4 rebounds, 6 assists; Brian Fitzpatrick 16 point, 3 rebounds, 2 assists.