Nyheder

Horsens IC vinder kamp 1 mod Team FOG Næstved

Så blev der taget hul på semifinalerne, hvor HIC i første kamp havde hjemmebanefordel mod Team Fog Næstved.

På grund af X Factor finalen, måtte HIC dog vige fra deres normale hjemmebane og i stedet afvikle den i den tilstødende Parkhal, der tidligere var hjemmebane for holdet. Men i disse mere ydmyge omgivelser blev der proppet de 800 ind, der maksimalt måtte være.

Der var virkelig en intim og fortættet stemning, hvilket man også forventer til en semifinale. Og det levede de 2 hold flot op til. Der blev spillet hurtigt og hårdt med meget fysisk kontakt. Dommerne havde lagt en linje, som de fulgte hele kampen igennem, og havde helt styr på forløbet. Team Fog Næstved spillede et flot forsvarsspil, hvor de pressede HIC, så det var svære afslutninger, HIC kom frem til. Derfor førte Team Fog Næstved stort set også hele første periode, men i de dødende sekunder af perioden fik HIC scoret 2 point og udlignet til  21-21, hvilket var stillingen, da 2. periode skulle starte.

Team Fog Næstved har et bredt hold og bragte hurtigt mange spillere ind i kampen, hvor HIC mest holdt sig til en fast stamme. Så billedet var det samme i 2. periode, hvor ingen af holdene formåede at trække fra. Men takket være en fantastisk buzzybeater fra Charles Callison, der scorede omtrent fra midterlinjen, kunne HIC gå til halvleg med en føring på 45-42. HIC havde 3,8 sek. i deres sidste angreb, hvorfor Charles Callison var nødt til at afslutte tidligt, og det blev altså fra midterlinjen med stor succes. Det fik om muligt stemningen i hallen endnu højere op.

Og stemningen var også høj hos hjemmeholdet ovenpå den formidable afslutning på 2. periode, hvorfor HIC fik et hurtigt 10-0 run i starten på 3. periode. Det var som om Team Fog Næstved aldrig forvandt dette run, for de halsede stort set bagefter og forsøgte at indhente HIC i resten af kampen. Men også 3. periode blev vundet af HIC med cifrene 23-17, så ved starten af sidste periode førte HIC med 68-59.

Team Fog Næstved havde bestemt ikke givet op og gav alt, hvad de havde i sig og kom flere gange i sidste periode meget tæt på, men HIC bevarede føringen hele vejen igennem. Og da holdet scorede på 5 3-points forsøg i sidste periode, så vandt de denne periode med 21-19 og dermed hele kampen 89-78.

Semifinaleserien mellem de 2 hold ser utroligt spændende ud, før 2. semifinalekamp mellem holdene som afvikles på mandag i Næstved.

Hos Team Fog Næstved var Jordan Mathews helt fantastisk godt spillende og blev topscorer for holdet med 28 points, mens topscorer for HIC  endnu engang var Vedran Borovcanin med 21 points.