Nyheder

Horsens IC vandt årets sidste kamp i Nørrebrohallen

Det var top mod bund da Horsens gæstede Nørrebrohallen den 30. december. Horsens havde ved kampstart kun tabt en enkelt gang, mens Stevnsgade stadig ledede efter sæsonens første sejr.

Men den blev ikke hentet mod topholdet, selvom forskellen mellem holdene på banen ikke var så stor som man måske kunne forvente.

Som ofte før startede hjemmeholdet ganske godt. Philip Rajovic var brandvarm og scorede 13 points i første periode. Stillingen efter 11 minutter var 26-27 og Stevnsgade kunne godt følge med topholdet. Men så kom en ret dårlig periode hvor Stevnsgades spillere lavede hele otte turnovers på ni minutter. Det betød, at Horsens kom til mange nemme scoringer og byggede op en føring på 14 points.

Halvlegsstilling var 43-57. Kampen blev faktisk afgjort i anden periode, da holdene efter pausen spillede en forholdsvis lige anden halvleg som endte 36-37. Slutresultat blev dermed en udesejr på 15 points, 79-94.

Udover Philip der scorede 25 points, imponerede Boris Vukicevic for hjemmeholdet med 17 points, 7 assists og 6 rebounds. 5 ud af 9 på 3-eren. Mathias Seilund var ikke helt så varm udefra, ramte kun én ud af seks 3-ere, men endte med en double-double, 13 points og 10 rebounds. Stefan Jevrig spillede også en fornuftig kamp, scorede bl.a. 12 points. Stevnsgade spillede med god intensitet og reboundede godt, men de havde svært ved at dække Horsens inside spillere, og lavede som sagt for mange kostbare turnovers.

Horsens scorede hele 52 points ”in the paint”. Kevin Larsen scorede 23 points og ramte 10 af 14 skud, 71%. Vedran Borovcanin scorede 12 points, lige som Oscar Jørgensen som ramte fire 3-ere på kun fem skud. Horsens er et godt hold med god bredde og god balance på holdet, de kan godt spille up-tempo basketball, men også halvbane bold hvor bolden bliver tålmodigt spillet under kurvene.

Horsens IC tager imod Team FOG Næstved fredag den 5. januar og Stevnsgade SuperMen starter ligeledes året med en kamp mod Team FOG Næstved, dog i Næstved onsdag den 10. januar.