Nyheder

Horsens IC udspillet i egen hal

De mange tilskuere havde nok sat næsen op efter noget stort i aftenens opgør om 1. pladsen i basketligaen. HIC havde ikke tabt på hjemmebane denne sæson, så mange håbede, der lurede en overraskelse i dagens kamp mod Bakken Bears, ikke mindst da hjemmeholdet havde spillet rigtig godt på det seneste.

Men publikum blev hurtigt meget skuffede. Bakken Bears spillede et fantastisk forsvar hele kampen igennem, så HIC skulle kæmpe utrolig hårdt for overhovedet at komme til skudforsøg, og disse skudforsøg var så pressede, at hjemmeholdet ikke ramte på noget. Selv straffekast blev brændt på stribe.

Uanset hvem Bakken Bears satte på banen, kunne man ikke mærke, at der blev slækket på det greb holdet havde om kampen. At Bakken Bears scorede på 9 ud af 14 forsøg bag 3-points linjen i 1. halvleg, viste ikke bare, hvor godt dette hold spillede i aftenens kamp, men også hvor suveræne holdet var. Så da man kom frem til halvleg, var kampen faktisk afgjort. Bakken Bears vandt 1. periode med 26-14 og 2. periode med 30 – 14, så holdet førte med overlegne 56-28, da man startede 3. periode.

Bakken skiftede flittigt ud, men hvor HIC slet ikke kunne finde deres spil, fortsatte Bakken Bears de gode takter i 3. periode. HIC og ikke mindst Roberto Gallinat begyndte dog at ramme udefra, så HIC tabte blot 3. periode med 23-19. Men spillet fungerede slet ikke. Man havde indtrykket af, at holdet resignerede, for der blev slet ingen time out taget i 2. halvleg! Heller ikke hos Bakken Bears, men dette hold havde bestemt heller ikke brug for at ændre på spillet.

Ved indgangen til sidste periode var stillingen 79-47 til Bakken Bears. Ikke blot virkede hjemmeholdet resignerende, hvilket det store publikum på godt 1600 også gjorde. Roberto Gallinat forsøgte på bedste vis at trække holdkammeraterne op, blandt andet ved at score på 3 3-pointsforsøg i sidste periode, hvilket bragte hans samlede score op på 23 points, heraf de 21 scoret i 2. halvleg. Om det lykkedes eller Bakken Bears blot var ”mætte” og ikke kunne sætte sig op til mere, var svært at afgøre, men HIC tabte sidste periode med kun 23-24, så slutresultatet var en sejr til Bakken Bears på 103-70.

At det var en forpremiere til pokalfinalen den 8. februar, kunne man ikke se. HIC vil sikkert sætte sin lid til, at en dårlig generalprøve giver en god premiere, men der er rigeligt for holdet at samle op på inden for den næste uge, hvor HIC først skal til Svendborg og møde kaninerne, inden holdet i Forum Horsens næste torsdag tager imod Randers Cimbria.

Topscorer for HIC blev Roberto Gallinat med 23 points, mens topscorer hos Bakken Bears blev Darko Jukic med 15 point foran Adama Darboe med 14 point.