Nyheder

Horsens IC tilbage på sporet

Efter 3 nederlag på stribe, så både tilskuerne og hjemmeholdet frem til aftenens kamp mod EBAA. Nogle få frygtede, at det kunne fortsætte med det usikre spil som HIC i det meste af 2020 havde præsteret, men dette blev ingenlunde tilfældet.

HIC lagde ud som lyn og torden og var i den grad opsatte på at vise, at nu var bunden nået, og nu skulle der ske nyt. Og i løbet af 1. periode, som hjemmeholdet vandt med 23-8, viste hjemmeholdet glimtvis deres store repertoire. Spillet, såvel i angreb som forsvar, flød let og elegant. Aggressivt pres-spil i forsvar og hurtige fastbreak.

Så man frygtede helt for EBAA, hvad ville holdet dog blive udsat for i resten af kampen. Men det havde man nu ikke grund til. Det unge og talentfulde Århus-mandskab havde ikke tænkt sig at give op, samtidig med, at HIC åbenbart havde besluttet, at den resterende del af kampen, skulle bruges til at afprøve nyt i forsvar som angreb, hvorfor 2. periode blev mere tæt, dog med resultatet 27-23 til HIC.

Så da 2. halvleg startede, førte hjemmeholdet komfortabelt 50-31. Her fortsatte HIC med hurtigt angrebsspil ført an af især Roberto Gallinat, men der blev skiftet meget ud hos hjemmeholdet, så spilletiden hovedsageligt blev ligeligt fordelt blandt 10 af hjemmeholdets spillere, hvilket naturligvis også medførte, at hjemmeholdets score ligeledes blev fordelt mellem mange spillere.

HIC vandt 3. periode med 27-15, så der var ikke meget spænding tilbage i kampen. HIC trådte ikke så meget på speederen i sidste periode, men koncentrerede sig mere om skuddene og forsvars spillet, men vandt alligevel også denne periode med 18-11, så slutresultatet blev den forventede sejr til HIC på 95-57.

Hos EBAA var det især Nadir Alston, der trådte i karakter. Han blev da også holdets topscorer med 17 point, mens det hos hjemmeholdet især var Roberto Gallinat og Vedran Borovcanin, man bemærkede. Begge scorede da også 17 point, og Vedran blev af sponsorklubben da også udpeget til kampens HIC-spiller.