Nyheder

Horsens IC tager først DM-Finale

Der er ingen tvivl om, at en finaleserie mellem Bakken Bears og Horsens IC er netop, hvad stort set alle basketball-interesserede længe har set frem til.

Det er nummer 1 mod nummer 2 fra grundspillet – så nu gælder det.

Kampen havde en lidt kedelig optakt, da gæsternes Esben Reinholt under opvarmningen kom til skade med sin skulder og med tydelige smerter lidt senere måtte forlade hallen – vi krydser fingre for ham.


Fra starten stod det klart, at dette bestemt langt fra var den bedste kamp, som Bakken Bears har spillet i denne sæson. Det kan der jo være flere grunde til – og en af disse er naturligvis et godt gæstende hold.

Og der skal ikke være tvivl om, at HIC var bedre spillende, bedre organiseret – havde en langt bedre rollefordeling og vigtige nøglespiller, der leverede på dagen.

Hos hjemmeholdet var der flere ting, der denne aften ikke ville lykkes: Flere gange svigtede kommunikationen, dumme og unødige fejl, flere startende nøglespillere havde en decideret dårlig dag og en 3-points-statistik på 2 for 18 taler vist sit tydelige sprog.

HIC skal roses for stor fight, stor koncentration, en klar gameplan. Til trods for en tidlig teknisk fejl til coach Arnel Dedic plus senere to usportslige fejl til henholdsvis Ante Gospic og Brian Fitzpatrick bevarede spillerne både energi og koncentration.

De to hold fulgtes stort set frem til pause med skiftende scoringer og skiftende føringer. Og et mindre run efter 14 minutters spil bragte gæsterne foran efter 20 minutter med 30-35.

Og til trods for en fin start af Nicolai Iversen var det igen HIC, der kom i teten og efter 3. periode førte med 49-53. Vi var dog fortsat mange fra en velbesøgt Vejlby Risskov Hal, der stadig troede på hjemmeholdet – nu måtte tingene da lykkes.

Men NEJ – i sidste periode fortsatte problemerne for Bakken Bears på stort set alle fronter – ja det var i visse situationer næsten pinligt. Specielt i angrebet var det tydeligt, at Bakken Bears ikke kunne få det til at fungere – der manglede tydeligt en leder – stort set rendte spillerne rundt om sig selv og fik det aldrig til at fungere. Og dette til trods for, at hjemmeholdet står registreret for 49 rebounds og HIC 36.

Lidt nøgletal: For Bakken Bears scorede de fem startere kun 35 point – for HIC de tilsvarende fem startere hele 68 point. Derudover havde Bakken Bears 10 scorende spillere, mens HIC ”kun” havde seks.

Igennem hele kampen havde Skyler Bowlin fuldstændig styr på sit hold, hvorimod Bakken Bears aldrig denne aften fik kontrol over eget spil – ros til HIC for en super forsvarsindsats i samtlige 40 minutter.

Chris Christoffersen skal dog fremhæves for et absolut godkendt indsats (bedste BB-spiller i aften) og 18 point foruden Maurice Acker med 12 point og Nicolai Iversen med 11.

For Horsens IC scorede Skyler Bowlin 23 point, Brian Fitzpatrik 16 og Vedran Borovcanin 11.

Næste kamp i finaleserien er på torsdag den 30. april kl. 19.15 i Forum Horsens. Næste kamp i Aarhus bliver næste mandag den 4. maj kl. 18.15 i Vejlby Risskov Hallen