Nyheder

Horsens IC stak af til sidst i topkamp

I en fyldt Hørsholmhal, hvor Hørsholm 79ers og Horsens IC spillede en ekstremt seværdig topkamp, endte Horsens med at trække det længste stik og sætte sig alene på førstepladsen.

Kampen var tæt i 35 minutter, men til sidst trak Horsens fra og vandt med 75-90 foran 1050 tilskuere.

Hørsholm var uden en skadet Connor Beranek og da Asger Hjorth har stoppet sin basketballkarriere, havde hjemmeholdet svært ved at matche Horsens i posten. Især Kevin Larsen nød godt af dette og Horsens’ danske landsholdsspiller var topscorer med 23 point.

Hørsholmtræner Rafa Monclova var ærgerlig over nederlaget, men tilfreds med indsatsen:

-Jeg synes vi spillede 33 rigtigt gode minutter, sagde spanieren, men mod et så højt hold som Horsens og med en Aager Hjorth, der er stoppet, og en skadet Connor Beranek, har vi store problemer tæt på kurven. Det bliver en meget fysisk kamp, men jeg synes vi spiller godt basketball indtil energien slap op og så løb de fra os.

Med otte minutter igen i kampen reducerede Andreas Meilby til 68-70, men så stod der Hornes på den næste fem minutter, som jyderne vandt 11-2. Det var især kampens to topscorere Kevin Larsen og Vedran Borovcanin, der var med til at gøre det svært for Hørsholm i fjerde periode med seks og fem point hver i de sidste ti minutter og 23 point hver i kampen.

Hørsholm startede ellers kampen bedst, med en 19-12 føring efter intenst forsvarsspil og otte point i første periode fra Matt Bonds. Horsens fik dog vist tænder i anden periode, hvor det blev til 15 point i streg og tre tre’ere fra Lawrence Alexander på fire minutter. Det bragte gæsterne fra 25-17 til 25-32 og selv om Hørsholm trak tættere på igen, fgav Horsens aldrig føringen igen.

Med sejren, der til sidst lød på 75-90, placerer Horsens sig alene på førstepladsen i ligaen med 16 point, to foran Hørsholm og med Næstved på tredjepladsen. Dark horse i toppen er Bakken Bears, der endnu kun har spillet fire kampe på grund af deres Europa Cup-eventyr.

Hørsholms næste opgave er en hjemmekamp mod Svendborg Rabbits lørdag 9. december, mens Horsens IC igen er i aktion hjemme mod Stevnsgade SuperMen den 3. december.

Billede: Markus Kluge