Nyheder

Højt at flyve – dybt at falde

Sådan kan kampen mere eller mindre summes op for de to hold, Svendborg Rabbits og Horsens IC som stødte sammen i HK Midt Arena denne lørdag.

Desværre for Rabbits var man højt flyvende i 1 halvleg og fuldstændig styrtet i jorden i 2 halvleg.

Inden kampen havde Rabbits vundet de seneste 4 ligakampe og ”lugtede blod” efter Bakken havde kørt Horsens rundt i manegen et par dage før. Var det i dag man fik skovlen under Horsens? Rabbits var i hvert fald godt sat op og ville meget gerne have 2 point mere til stillingen.

Samtidigt var det første kamp i sæsonen hvor man fra Rabbits side kunne stille fuldt hold efter mange skader og diverse papirarbejde der har trukket ud.

I første periode matcher begge hold hinanden og holdene følges fint ad. Det virker til at begge hold har fokus på det defensive arbejde og scoringerne vælter ikke ligefrem i nettet. Et lavt scorende første periode ender 19-18 i Rabbits favør.

Anden periode er noget af det bedste basketball som hjemmeholdet har spillet i flere år. Spillet var flot og ofte blev der sat en og nogen gange to ja sågar 3 ekstra afleveringer på i angrebet til den mest frie mand. Rabbits har succes fra distancen og rammer hele 9 skud fra 3 points distancen.

Horsens spillerne ligner nogle har dejavu fra kampen mod Bakken Bears tidligere på ugen og kan slet ikke få det til at fungere, hvilket periode stillingen på 36-8 også vidner om.

Så sker der noget dybt underligt i anden halvleg. Lige så eminent som kaninerne havde spillet i 1 halvleg – lige så forkrampet og decideret skidt spiller de i 2 halveg.

Horsens skal have cadeau for at levere et kæmpe comeback.

Udeholdet har succes med at få lagt et langt højere pres på Rabbits og samtidigt er rollerne byttet rundt og Horsens får virkeligt gang i netmaskerne og hældt point i kurven. Perioden slutter 27-4 til Horsens – der er fuldstændig byttet rundt på rollerne.

Desværre for Rabbits bliver Brandon Norfleet skadet og kommer ikke ind mere i kampen og Myck Kabongo modtager sin 5 fejl. Det og så faktummet at man spiller forkrampet i angrebet gør at Horsens fuldender et super flot comeback efter kaninernes nedsmeltning.

Kampen ender med en sejr til de gule på 82-76 efter en kamp hvor hvert hold dominerede en halvleg.

Topscorer var Myck Kabongo med 17 point – Sebastian Åris med 15 point – for Horsens havde Roberto Gallinat 18 point og Lasse Elbæk 17 point.