Nyheder

HIC vinder over Rabbits efter omkamp

Svendborg Rabbits havde i deres seneste 2 kampe spillet lige op med topholdene Bakken Bears og Randers Cimbria, og det sad stadig i HIC, at de var bagud med 31 point i deres seneste kamp mod Svendborg Rabbits. At HIC så dengang lavede et monster comeback og alligevel vandt over kaninerne, var sikkert ikke det, der stod først i hovederne på HIC -spillerne.

Hjemmeholdet startede da også utroligt usikkert, og der skulle da også gå 4 minutter af 1. periode, før HIC kom på tavlen. Men da førte Svendborg allerede 7-0. Men takket være et 9-0 run i slutningen af perioden, kom HIC tilbage og vandt denne periode med 24-19.

HIC fortsatte det fornuftige spil i 2. periode, hvor især den store Brandon Gilbeck trådte i karakter i såvel angreb som forsvar. Kampene bølgede frem og tilbage. Alle ved, at Svendborg Rabbits er godt skydende udefra, hvilket de også beviste i 2. periode, hvor HIC måtte kæmpe mere for deres point, men det lykkedes alligevel hjemmeholdet også at vinde denne periode med 18-15, så stillingen var en rimelig komfortabel føring til HIC på 42-34 ved halvleg.

HIC så ud til at have styr på det, men det var slet ikke tilfældet for i løbet af de første 5 minutter af 3. periode havde Svendborg Rabbits hentet hjemmeholdet. Jacob Enevold var her og der  og allevegne og havde da også scoret 11 point, da 3. periode var overstået og spændingen var intakt 62-62, da der blev fløjtet ind til 4. periode.

Endnu engang kom HIC skidt fra start, hvorimod kaninerne fortsat skød flot udefra, så i hele sidste periode, halsede HIC bagefter kaninerne. At hjemmeholdet så ovenikøbet tillod sig at brænde 7 straffekast i denne periode, så virkede det som om HIC slet ikke ønskede at vinde kampen! Svendborg Rabbits førte med 4 point, da der resterede 4 minutter tilbage af kampen. Og selv om hjemmeholdet fortsatte med at brænde straffekast, så blev holdet ikke slået ud, men kæmpede forbilledligt, hvor især Otis Livingston II var utrættelig. Han scorede hjemmeholdets sidste 3 point, men da han også brændte et straffekast, endte kampen 76-76, så spillerne måtte ud i en ekstra periode.

Her havde HIC så åbenbart fået luften og troen på, at det ville kunne lykkedes at besejre kaninerne. HIC trak hurtigt fra og førte med 6 point halvvejs inde i ekstra perioden. Svendborg Rabbits gav dog ikke op, men kørte hurtigere på end tidligere i kampen. Alt andet lige burde det have været nok, men da HIC scorede, når Svendborg havde scoret, så endte denne periode 17-10 til hjemmeholdet, hvilket førte os frem til slutresultatet  93-86 til HIC.

Det var en særdeles spændende og tæt kamp hele vejen igennem. Topscorer for Svendborg Rabbits blev Mick Kabongo med 15 point, mens hjemmeholdets topscorer blev Otis Livingston II med 21 point. HIC ligger fortsat i hælene på Randers Cimbria, mens Svendborg ikke trak fra Team Fog Næstved.