Nyheder

Gyserafslutning i vente i Forum Horsens

Fredag aften mødes Horsens IC og Svendborg Rabbits i den 5. og afgørende kamp om en plads i dette års DM-finaler.

Se hvem der løber med sejren, når Kanalsport.dk viser kampen med optakt fra kl. 19:05.

For en uge siden havde de fleste spået Horsens IC som en sikker deltager i dette års finaler i Basket Ligaen. Foran 2-0 efter to overbevisende sejre skulle den tredje blot vindes, for at østjyderne kunne spille sig i finalen. Men Svendborg Rabbits ville det anderledes. Eller skulle man måske sige: Antonio Porta ville det anderledes.

Argentineren leverede en vanvittig kamp i den tredje semifinale og lavede 48 point. 48! Den nærmest historiske præstation blev fulgt op i kamp fire med 24 point og endnu en sejr til ”Kaninerne”. Store spillere er oftest bedst i de store kampe, og det er lige præcis, hvad Porta har bevist i slutspillet indtil videre. Når hans hold har brug for ham, træder han til og leder sydfynboerne mod sejr. Det påpeger Kanalsport-kommentator Nicolai Schou forud for fredagens gyser i Horsens.

-Skyler Bowlin og Antonio Porta er lederne på hvert deres hold, og kampen mellem de to kan blive afgørende for opgøret. Det hold, hvis leder kommer bedst ud af kampen, står sandsynligvis med en billet til finalen i hånden. Porta er bedst i de store kampe, og en fyldt Casa Arena og en direkte kamp om at gå i finalen er en scene, der er skræddersyet til argentineren, påpeger Nicolai Schou og siger om hjemmeholdets trumfkort:

- I de to seneste kampe, hvor Horsens IC har tabt, har Skyler Bowlin scoret henholdsvis 7 og 8 point. Hvis østjyderne skal have en chance i fredagens kamp, så skal der flere point på tavlen fra amerikaneren. Meget er ændret for Bowlin i denne sæson, hvor han er omgivet af mange gode spillere, og nogle gange bliver han måske lidt for uselvisk. Jeg er spændt på at se, hvilken attitude han kommer ind til kamp fem med, lyder det fra Nicolai Schou.

Han fastslår afslutningsvis, at størstedelen af presset forud for fredagens afgørende DM-semifinale hviler på skuldrene af Horsens IC-spillerne. Og betingelserne for værterne er ikke blevet bedre.

- De fleste havde set hjemmeholdet som storfavorit i serien, og nu har de misset de to første matchbolde. Svendborg vil gøre alt for at komme i finalen, men de kan spille frit, da det nærmest allerede kan betegnes som en succes, at de har været i stand til at presse HIC ud i en femte og afgørende kamp. Det bliver spændende at se, hvordan hjemmeholdet tackler presset. Og nå ja, så skal de klare sig uden cheftræner Arnel Dedic, der sidder ud med karantæne.  

Se den 5. og afgørende DM-semifinale imellem Horsens IC og Svendborg Rabbits direkte på Kanalsport.dk fredag aften med optakt fra kl. 19:05.