Nyheder

Game of the week: Bakken Bears - Team FOG Næstved

Der er lagt op til et brag af et topopgør og samtidig en gentagelse af sidste sæsons ekstremt spændende semifinale-serie, når de aarhusianske bjørne lørdag tager mod drengene fra Sydsjælland.

Det er holdenes første indbyrdes møde i denne sæson, og begge klubber er godt kommet fra land i Basketligaen.

Bakken Bears er ubesejrede i fem kampe, hvor de har været overbevisende hele vejen igennem. Det samme gør sig gældende i deres europæiske kampagne i FIBA Europe Cup, hvor de i tre opgør i gruppespillet også er ubesejrede uden at have haft nogen former for problemer med at hive sejrene hjem.

Med andre ord - Bakken ser skræmmende stærke ud. Det burde nærmest ikke være muligt, men det ser ud til, at de i denne sæson - trods afgang fra markante profiler - har fået samlet et mindst ligeså slagkraftigt hold sammen, som det var tilfældet før sommerpausen.

Profilerne er mange, og yderst bemærkelsesværdigt er det, at i alt 9 spillere har en effeciency-rating på mindst 10,0. Der er masser af strenge at spille på, og det formår den aarhusianske mastodont at gøre.

Nytilkomne Ryan Evans har gjort sig positivt bemærket i Bjørne-land, og han er i skrivende stund holdets topscorer i Basketligaen. Også Tobin Carberry har bidraget stort indtil videre, og med en effektivitet på 19,6 er han holdets førende i den kategori.

20-årige Sylvester Berg ser også ud til at få et større gennembrud i denne sæson. Indtil nu har han scoret 9,3 point per kamp, mens han samtidig er holdets bedste rebounder med 7,0 i snit. De falder yderst imponerende på kun 19:38 minutter i snit.

Bakkens største triumf i Basketligaen i denne sæson indtil nu er sejren på hele 101-78 mod Horsens IC, mens de andre fire W’s har været noget med forventlige.

Netop en sejr mod HIC er også det største, Team FOG Næstved har bedrevet i denne sæson. For en uge siden tog de til Forum Horsens og sikrede sig sejren med en 3-point scoring syv sekunder før tid.

Faktisk var det Næstveds første sejr mod Horsens i Basketligaen siden januar 2016. Dog var der en pokaltriumf fra 2017, som faldt indimellem, men billedet har været, at Team FOG har haft det svært. Derfor var det en meriterende sejr for klubben, som drømmer om en plads i finalerne. I den ligning har de brug for at placere sig fornuftigt i grundspillet, så de kan få den lettest mulige vej gennem grundspillet.

Den mission er startet fint med fem sejre i seks kampe, og det er kun nederlaget hjemme mod Svendborg, der kan irritere på de kanter.

Holdet er båret godt på vej af stjernespilleren Jordan Mathews, som er startet sæsonen som lyn og torden. Med 21,8 point i snit har han været svær at styre for alle hold, og også Bakken Bears skal stå tidligt op, hvis de skal håndtere ham.

Han får god hjælp af PJ Thompson som var manden, der sikrede sejren mod Horsens. Tæt på 17 point og fire assists snitter han, og han har vist sig som en stærk styrmand på Sydsjælland.

På danskersiden er Filip Rajovic vendt tilbage til klubben efter senest en flot sæson hos Stevnsgade. Han scorer i år 12,8 point i snit.

Spændende bliver det at se, hvordan de to hold mather op i år. Bakken Bears må tage favoritrollen på sig, men Team FOG Næstved brænder med garanti for at vise, at de kan lege med.

Kampen kan selvfølgelig ses direkte på www.fanseat.com