Nyheder

Frederik HN vender tilbage til 79ers

Basketballklubben Hørsholm 79ers er blevet forstærket med Frederik H. Nielsen på point guard pladsen. Han vender dermed tilbage til sin barndomsklub efter to succesrige sæsoner hos Bakken Bears, som indbragte to Danmarksmesterskaber og et pokalmesterskab.

Frederik H. Nielsen (25 år) er tilbage i Hørsholm, som den styrende point guard, og dermed har klubben sikret sig en stærk line-up på guard pladserne med både Frederik og Brenton Butler. ”Frederik er en rollemodel for alle”, udtaler Henrik Norre, medlem af Hørsholm 79ers bestyrelse. ”Til træning og kamp går han altid forrest og yder sit bedste. Frederik har en evne til at gøre alle sine medspillere endnu bedre, og han har en sammenhængskraft for spillet, som er uvurderlig for et hold som vores, som spiller disciplineret basketball.”

Frederik HN udtaler selv om sin tilbagevenden: ”Efter to dejlige år i Århus er jeg rigtig glad for at være tilbage i Hørsholm. Studiestart på DTU har været den primære grund til, at jeg kom hjem. Når jeg så havde muligheden for at kombinere det med at spille basketball i Hørsholm, så er lykken jo gjort. Jeg håber, at vi kan få styrket sammenhængskraften mellem 79ers og HBBK, så vi kan blive betragtet som ”byen hold” og igen kan få fyldt "Fire Arena" til bristepunktet.”

Med Frederiks rutine – både i Basketligaen og på landsholdet – så består Hørsholm 79ers i denne sæson af et hold spillere med mere rutine suppleret med et kuld talentfulde unge spillere.

I sidste sæson var Frederik HN i gennemsnit 22:16 minutter på banen for Bakken Bears og leverede 2,9 assists og 5,4 points.