Nyheder

Forsvaret var afgørende da SISU vandt stort over BFX

BFX/Falcon har på det seneste fået boostet selvtilliden med de nye spillere, der er kommet til gennem samarbejdet mellem Falcon og BMS. De har vundet flere kampe hér i 2014, inklusiv det omvendte opgør mod SISU for nylig i Bülowsvejhallen.

Derfor var kampen i dag noget af et nøgleopgør for begge hold. Med en sejr til udeholdet ville de for alvor lægge pres på SISU i kampen om at undgå niendepladsen i ligaen, mens SISU til gengæld med en hjemmesejr nærmest kunne sikre sig en plads i slutspillet, sandsynligvis på BFX/Falcons bekostning.

Og SISU ville det også mere i dag med intens fight i alle 40 minutter, så de kunne opnå den vigtige sejr over oprykkerne.

Kampen startede med hårdt pres fra SISUs side, men alligevel nåede BFX op på en 7–9 føring. Men så lavede SISU et 8–0 run, og Rade Vojnovic bad om time-out. 7 point fra Mikael Vincents Nielsen og 5 fra David Harder ledte SISU til en føring på 23–14 efter første periode. Både Robert Thurmann og Chris Matagrano fik to hurtige fejl hver efter hårde kampe under kurven, og begge sad ude en stor del af perioden. Alligevel lavede Robert Thurmann 8 point.

I anden periode kom Chris Matagrano mere i gang og scorede selv 8 point, mens Jonas Giese Anderson lavede 4. BFX vandt anden periode 16–18 med point fordelt ligeligt over holdet. Derved var scoren 39–32 ved pausesignalet – kun lidt mere end den overraskende lave 34–24 føring, Team FOG havde over Aalborg Vikings, i pausen i den parallelle kamp.

SISU fortsatte det gode forsvar i tredje periode og udbyggede føringen til 49–36 og 52–38 på point fra mange forskellige spillere. SISU vandt perioden 22–11 og havde en komfortabel 18-points føring før de sidste 10 minutter.

Robert Thurmann og Iffe Lundberg scorede mange point i den sidste periode, men alle de andre BFX-spillere havde det svært mod SISUs forsvar, og SISU kunne efter en let usikker start nemt køre en sikker sejr hjem på 90–69.

Kun Robert Thurmann, Taylor Darby og Iffe Lundberg scorede mere end 10 point for BFX.

SISU er nu på en rimelig komfortabel sjetteplads i ligaen lige under Team FOG Næstved, som har indbyrdes kampfordel i sæsonen. SISU er 4 point foran Hørsholm og Aalborg og 6 point foran BFX, og det skulle være muligt for SISU at stræbe efter at opnå en 4.- til 6.-plads i grundspillet.

Hørsholm 79ers står på programmet de næste to onsdage med en afstikker til Randers på lørdag, hvor BMX samtidig er i Aalborg.

Topscorere SISU: Mikael Vincents Nielsen 19 point, 3 rebounds, 5 assists, 4 steals; Chris Matagrano 17 point, 5 rebounds; Mickey Dennis 11 point, 6 rebounds, 3 assists, 3 blocks; Joe Benjamin 10 point, 6 rebounds, 3 assists; David Harder 11 point, 4 rebounds.

Topscorer BFX: Robert Thurmann 24 point, 10 rebounds (double-double), 1 assist; Iffe Lundberg 10 point, 2 rebounds, 1 assist; Taylor Darby 10 point, 4 rebounds.