Nyheder

Følg Basketligaen på TV 2 SPORT i november

I november måned starter TV 2 SPORT årets dækning af Basketligaen. Der bliver sendt tv kampe direkte fra ligaen torsdag den 2. 9. og 16. november. Vi håber at alle vil støtte op om dansk basket på TV og se med, når vores yndlingssport bliver vist på tv. 

Team FOG Næstved – Horsens IC 2. november
TV 2 SPORT er med direkte torsdag den 2. november når pokalmestrene fra Team FOG Næstved tager imod pokalfinalisterne og DM-finalisterne fra Horsens IC. Det bliver noget af et åbningsbrag på TV skærmene når 2 af ligaens absolutte tophold møder hinanden i sæsonens første TV kamp.

De to hold har allerede mødt hinanden en gang i den unge Basketliga sæson og her lykkedes det Horsens IC at revanchere sidste års 1 points nederlag i Pokalfinalerne, med en sejr på 77-61.

I kampen var det de to nyindkøbte danskere: Kevin Larsen og Christian Benzon som førte an for Horsens IC med hhv. 19 og 15 point. Landsholdsspillerne har fået en god start i Horsens og specielt Kevin Larsen har imponeret på det seneste med flere stærke præstationer.

Hos Team FOG Næstved er det specielt den tilbagevendende guard, Troy Franklin som har været toneangivende. Han har haft et fantastisk comeback til Basketligaen og havde en fremragende start hvor han efter de første 3 kampe snittede 24.3 point pr. kamp bl.a. ved at skyde 50 % bag treeren.

Kampen vises direkte på TV 2 SPORT, torsdag den 2. november med optakt fra kl. 18:00 

Svendborg Rabbits – Horsens IC 9. november

Den næste Tv kamp i november bliver endnu en spændende kamp med Horsens IC i en af hovedrollerne. Denne gang er det sidste års bronzevindere Svendborg Rabbits som får besøg af ”de gule”. Kaninerne fra Svendborg har været aktive op til den nye sæson og har fået flere nye spændende spillere ind i truppen og har skiftet ud i trænerstaben.

Holdet har bl.a. hentet 3 danske profiler ind på holdet i form af: Sebastian Aaris Petersen, Jacob Enevold Jensen og Mikkel Plannthin. Det er 3 unge danskere som til trods for deres unge alder har masser af erfaring med sig. Udover de tre danske profiler har Svendborg også 2 amerikanere i startopstillingen, Michael Jarade Moore og Terrel Harris som begge bidrager stærkt i angrebet.
Horsens IC og Svendborg har mødtes en gang tidligere i sæsonen og her måtte kampen ud i overtid før Horsens IC kunne sikre sig sejren. Kevin Larsen var en dominerende faktor i kampen og han sluttede med 27 point og 10 rebounds. Horsens IC dominerede overtidsperioden og vandt kampen 91-78.

Kampen vises direkte på TV 2 SPORT, torsdag den 9. november med optakt fra kl. 18:00

Wolfpack – Hørsholm 79ers, 16. november
Torsdag den 16. november er det så sidste chance for at se dansk basket på tv indtil pokalfinalerne i slutningen af januar. I novembers sidste tv kamp fra Basketligaen er det oprykkerne fra Wolfpack der tager imod Hørsholm 79ers i slaget om københavnsområdet.

Oprykkerne fra Wolfpack har haft en hård start i ligaen, men er på det seneste kommet meget bedre med og tabte bl.a. kun med 7 point mod topholdet Horsens IC.

Hørsholm 79ers har et rigtig spændende hold i år, anført af nyindkøbte forward Matt Bonds og guard Ty Sabin som begge er blandt ligaens mest scorende og mest effektive spillere. Hørsholm har desuden stadig deres point guard og anfører Frederik H Nielsen på holdet, samt den rutinerede guard Mikael Vincents. Udover disse spillere består holdet af en masse spændende unge danske talenter.

Det ser desuden ud til at både Wolfpack og Hørholm 79ers har gode chancer for at kvalificere sig til Pokalturneringens semifinaler, så måske kan en af kampens deltager ende i Pokalfinalen, i slutningen af januar?

Kampen vises direkte på TV 2 SPORT, torsdag den 16. november med optakt fra kl. 18:00

Dansk basket på tv i resten af sæsonen 2017-18

Efter Basketliga kampene i november måned, sender TV 2 SPORT igen dansk basket når der afholdes Pokalfinaler, lørdag den 27. januar for damer og herrer.

Herefter bliver der vist herrelandskamp mellem Danmark og Albanien på TV 2 SPORT, torsdag den 22. februar. Det er Danmarks første hjemmebanekamp i prækvalen til EM 2021, kampen bliver spillet i Arena Næstved.
Derudover er TV 2 SPORT med når slutspillet i Basketligaen går i gang.

Danmarks Basketball Forbund og Basketligaen håber at alle der er interesseret i dansk basketball ser med når der bliver vist dansk basket på tv og vi opfordrer jer alle til at hjælpe os med at få så mange som overhovedet muligt til at se med, når vores yndlingssport bliver vist på TV.