Nyheder

Dommergruppen i BL trimmes

Carsten Vestermark Jensen træder ud af dommergruppen i Basketligaen.

Carsten har i samarbejde med Dommeradministratoren i BL besluttet at træde ud af dommergruppen, da de fortsat øgede krav til evaluering og forberedelse i mellem kampene ikke kan passe ind i hans travle jobliv og prioritering af andre interesser.

Carsten Vestermark Jensen har været fast inventar i ligaen de sidste år, og har frem til i dag dømt 92 kampe i Basketligaen, og en pokalfinale for herrer.

Dommeradministatoren, Carsten Jensen udtaler: ”Det er naturligvis altid ærgerligt når en dommer forlader os. Men vi må samtidig konstatere, at kravene er steget og fortsat vil stige – det er en logisk konsekvens af vores sportslige ambitioner. Vi ønsker Carsten Vestermark, held og lykke med hans øvrige aktiviteter, og håber måske en dag, at se ham igen.”

Der tilføres ikke for nuværende nye dommere til Basketliga dommergruppen. Gruppen blev udvidet med fire nye dommere forud for denne sæson, så antallet af dommere på 18 er rigeligt til at løfte opgaverne for resten af sæsonen.

Der er løbende evalueringer af dommerne, der dømmer i DL og 1DH for at spotte potentiale til at dømme for BL.