Nyheder

DM-guld til Bakken Bears

Randers Cimbria måtte mandag aften se Bakken Bears vinde deres 14. Danmarksmesterskab efter et nederlag på 81-91 til Aarhusianerne.

Randers Cimbria fik en skidt start på den 4. DM-finale, eftersom Troy Gottselig blev skadet i hans ankel under søndagens træning.

En skade der trods både fysioterapeut og læge ikke kunne reddes og den stærke canadier måtte derfor sidde over til dagens kamp.

Derfor var det op til resten af Cimbria mandskabet at steppe op og det gjorde de til fulde. Efter en skidt start på kampen, hvor Bakken Bears kom foran med 8 points, så fandt Cimbria takten og spillede frit og aggressivt. Med 4 minutter igen af perioden var Randers således foran med et point.

Cimbria var oppe med otte point med et par minutter tilbage af perioden. Men en skidt afslutning på perioden bragte Bakken Bears tilbage igen. Derfor var stillingen efter første periode 23-22 til Cimbria.

Anden periode lignede den første. Bears træk fra med 6 point men Cimbria fik fundet det gode spil frem igen og var foran med et minut til halvlegspausen. Men igen kunne Randers ikke holde ved og Bears var foran 44-49.

3. periode lignede de tidligere tredje perioder i DM-serien. Bears trykkede på og Cimbria fik kun scoret 6 points på 6 minutter. Inden sidste periode var stillingen 52-69 til Bakken Bears.

I midten af 4. periode fik Bonell Colas en albue i ansigtet, flækkede øjenbrynet og udgik af kampen. Dermed var det, hvis det ikke var det i forvejen, endnu mere svært for Cimbria at få hentet de tabte point.

Dermed kunne Bakken Bears hente den 4. sejr i finaleserien og vinde Danmarksmesterskabet 2013/2014.

Stort tillykke til Bakken Bears med guldet.

Topscorer i dagens kamp blev for Randers Cimbria: Charlie Burgess 26, Chris Nielsen 17, Mike Nielsen 16, Bonell Colas 10, Jakob Wang 6, Adrian Casas 2, Christian Bendtsen 2, Patrick Nielsen 2

For Bakken Bears: Kenny Barker 20 point, Thomas Lærke 18 og Nicolai Iversen 17.

Kenny Barker, Bakken Bears blev efterfølgende kåret til finaleseriens MVP.