Nyheder

Defensiv opvisning sender Hørsholm på femtepladsen

En utroligt velspillende Frederik H Nielsen førte an i løjerne, da Hørsholm med en overbevisende defensiv kun tillod Stevngade SuperMen at score 60 point.

Samtidig ramte Hørsholm sæsongennemsnittet på 74 point og det var altså nok til sejren over Stevnsgade, 74-60.

Det var Hørsholms tredje sejr i træk og holdet indtager nu femtepladsen i ligaen.

Som mangeårig anfører for Hørsholm, har Frederik H Nielsen flere gange været årets forsvarsspiller i ligaen, men onsdag aften viste han også en anden side af sit spil. Forsvaret var – sammen med resten af holdets – i særklasse, men Nielsen blev samtidig kampens topscorer med 22 point. Helt fra starten var anføreren aggressiv med syv point i første periode, men efter kampen underspillede han sin rolle:

-Det var bare de skud, jeg hele tiden får til træning, så det var ikke noget specielt. Jeg skal jo skyde, når de går under og så var mange af pointene jo bare straffekast til sidst.

Det havde anføreren for så vidt ret i, for han stod for 11 af Hørsholms sidste 13 point og heraf var de ni på straffekast. Nielsen var iskold de sidste tre minutter, hvor Stevnsgade desperat fejlede for at forsøge at vende kampen.

Med tre minutter igen var Hørsholm foran 61-48, men en tre’er fra en også yderst velspillende Michael Vincents bragte Stevnsgade indenfor sækkevidde. Så siger taktikken, at man skal sende det hold, der er foran, på straffelinjen og håbe på at de misser, så man kan snige sig tættere på. I Hørsholms næste seks angreb endte bolden ved Frederik H Nielsen og når Stevnsgade fejlede, sænkede han sikkert straffekastene.

Det var ellers ikke en kamp, angrebene var dominerende. Især Hørsholm lukkede rigtigt godt af og efter tre perioder havde Stevnsgade kun formået at score 39 point. Hørsholmtræner Rafa Monclova mente efter kampen, at det havde meget med hørsholmspillernes udvikling at gøre:

-Vi er blevet meget klogere taktisk. Jeg vil ikke sige, præcist hvad vores taktik var, men vi fulgte planen og lykkedes med at holde Stevnsgades store folk fra fadet. Nu skal vi se opad og forsøge at kæmpe mod topholdene i ligaen i kampen om fjerdepladsen.

Det er netop topholdene, der venter Hørsholm efter jul. Efter en udekamp 17. december mod SISU, der ligger på 7. pladsen, venter ubesejrede Horsens 30. december og Svendborg Rabbits og Næstved i ugen efter nytår.