Nyheder

Cimbria vinder over SISU i et mindre velspillet opgør

Randers Cimbria tog i dag imod SISU, der manglede flere af deres store profiler bl.a. Mickey Dennis.

De to holds sidste opgør endte med en smal hjemmesejr til SISU på 106-103. Denne kamp viste sig at blive lige så tæt.... dog kun i første periode. Herefter trak Randers Cimbria fra, og selvom gæsterne i perioder halede ind på hjemmeholdet, var sejren aldrig rigtig i fare - heller ikke selvom spillet ikke altid var lige godt fra de hvidklædtes side.

Starten af perioden var en smule kaotisk for begge hold. Charlie Burgess scorer kampens første to point, hvorefter begge hold kæmper med at få bolden i kurven – det er dog Randers Cimbria, der igen får scoret.

Der skal gå tre minutter af perioden før det lykkes SISU at få lagt bolden i kurven. Herefter fulgtes de to hold ufattelig godt ad, og ingen af holdene formåede at trække fra. Det største forspring tilfalder gæsterne der hen imod slutningen af perioden er foran 14-17.

Dette får hjemmeholdet til at tage en Time-out. Herefter fortsætter begge hold med at lave fejl, dog holder SISU mere eller mindre fast i deres minimale forspring, og perioden slutter 22-24.

I starten af 2. Periode fulgtes de to hold fortsat ad. Begge hold lavede småfejl, som det andet hold derefter straffede. I midten af perioden begyndte hjemmeholdet dog at trække fra. Dette forsøgte SISU at forhindre ved at kalde en time-out. Der skulle dog meget mere end en time-out til at stoppe den scoringsstime Randers Cimbria var faldet ind i. Efter timeouten scorede SISU en enkelt gang, hvorefter hjemmeholdet udspillede gæsterne fuldstændigt.

Efter stillingen 37-31 scorede Randers hele 14 point før gæsterne igen formåede at få bolden i kurven. Gæsterne lavede en del fejl, som Randers Cimbria nu formåede at straffe – hvilket var den markante forskel mellem første og anden periode. Ved pausen var stillingen 58-39, og især Charlie Burgess leverede mange point og flotte assists i første halvdel af kampen.

De første minutter af tredje periode var meget hektiske. Gæsterne fra SISU spillede med en hel ny energi, og dette fik hjemmeholdet til at lave nogle af de fejl, der ellers ikke havde været mange af i den foregående periode. Efter et par mislykkede angreb, dunkede Bonell Colas bolden i kurven og beviste at hjemmeholdet bestemt også kunne spille hurtigt. Randers begyndte at miste flere og flere bolde, mens især det offensive spil begyndte at falde i kvalitet.

Hjemmeholdets forspring blev mindre og mindre i løbet af perioden – gæsterne får reduceret forspringet til 10 point hen imod slutningen af perioden. Efter to straffekast må Bonell Colas udskiftes med en mulig rygskade. Perioden ender 71-60.

Den første halvdel af fjerde periode fortsatte gæsterne med at hale ind på hjemmeholdet, og forspringet bliver konstant reduceret. Dog formår Randers at holde bare en smule fast, så forspringet aldrig helt forsvinder. Fjerde periode beviste også, at kampen ikke altid var lige velspillet og lige flot at se på, da tre spillere måtte tvangsudskiftes i perioden - Hjemmeholdets Charlie Burgess og udeholdets Søren Olsen og David Harder. Efter førstnævntes femte fejl tog Randers Cimbria en time-out, hvilket skulle vise sig at være et godt valg. Hjemmeholdets angrebsspil begyndte igen at fungere og med betydelig færre mistede bolde og fejl, kunne de endnu en gang trække fra.

Resten af perioden var velspillet fra hjemmeholdets side, og de kunne gå fra banen med en velfortjent sejr på 91-71. Bo Colas spillede videre i fjerde periode, så den rygskade han måtte gå ud med i slutningen af tredje periode, var umiddelbart ikke noget alvorligt.

Topscorer i kampen blev for Randers Cimbria: Bonell Colas  19,  Charlie Burgess 17, og Chris Nielsen 14 point.

For SISU scorede Joseph Benjamin, 20, Chris Matagrano, 19 og  David Harder 14 point.