Nyheder

Canadisk center til Team FOG Næstved

Team FOG Næstved har skrevet en 2-årig aftale med Quincy Okolie, der både har amerikansk og canadisk pas.

Quincy Okolie har både spillet amerikansk fodbold og basketball, men en skade i nakken tvang ham dengang til at vælge amerikansk fodbold fra og basketballsporten til. Han har spillet collegebasketball for Eckerd University og Northwood Univerity. I sidste sæson spillede han som professionel for Halifax Rainmen i NBL i Canada.

Quincy Okolie er først og fremmest en uhyre atletisk spiller. Han er udvalgt af Team FOG Næstveds nye head coach, Felix Banobre, til at være manden der skal dominere under kurven i begge ender af banen. Quincy Okolie måler 204 centimeter i højden, men hvad er mere interessant er at han har et vingfang på hele 220 centimeter. I forsvaret er han en fysisk trussel, hvor han med sin store springkraft og sine lange arme kan blokere skud og er aggressiv i sit forsvarsspil, mens han i angrebet byder på en række spektakulære dunks.

Team FOG Næstveds inside spillere er nu på plads til sæsonen. Med Quincy Okolie, Liam Potter, Morgan Sabia, Nocolia Hvidberg Andersen samt Joachim Møller føler vi at vi har en stærk håndfuld af spillere med tilstrækkeligt power.

Direktør for Team FOG Næstved, Andreas Larsen, fortæller om den nye aftale: "Opfindelsen af Quincy Okolie er vores nye spanske head coach, Felix Banobre. Felix Banobre ser Quincy som den perfekte tilførelse til holdet med hans atletiske evner i begge ender af banen. Jeg er sikker på, at Quincy ikke mindst vil være en spektakulær spiller på vores hold, hvor han gennem en fysisk tilstedeværelse i begge ender af banen skal dominere med blocks, dunks og stærkt fysisk spil."

Forventer yderligere kvalitetsforstærkninger

Team FOG Næstved forventer desuden, at hente yderligere kvalitet ind til truppen. Andreas Larsen fortæller endvidere: "Vi er ikke færdige endnu med truppen, men skal have 1 til 2 spillere mere på plads, hvoraf en af spillerne skal have absolut kvalitet. Alt vores fokus er lige nu på at styrke os yderligere på guard og forward positionerne."