Nyheder

Bears slår Wolfpack

Kunne Bakken Bears rejse sig efter en slem lussing i pokalkampen mod Randers Cimbria – ville holdet være tynget af frygten for et nyt nederlag – eller ville stoltheden og viljen gøre en positiv forskel??

Yderligere var et stort spørgsmålstegn hvad den nye guard hos Bakken (Maurice Acker) kunne. Under alle omstændigheder var det interessant, hvordan rollefordelingen ville udmønte sig hos hjemmeholdet.

Første periode var først og fremmest kendetegnet ved solide præstationer af ikke mindst Ryan White fra Copenhagen Wolfpack og Maurice Acker hos Bakken Bears. Desuden gav et par skridtkendelser usikkerhed hos hjemmeholdet, der var bagud 24-25 efter 10 minutter. Og det stod klart at hjemmeholdets to store spillere havde vanskeligt ved at komme ind i kampen.

Jonas Zohore startede dog anden periode stærkt med et dunk + et straffe. Men generelt var det tydeligt, at Bakken Bears med en ny guard havde vanskeligt ved at få rollerne fordelt, og i lange perioder glemte at dække forsvar og hjælpe hinanden. I det hele taget var kommunikationen spillerne imellem en stor udfordring. Bakken var desuden i nogle minutter i scoringskrise og dumme beslutninger gjorde det nemmere for gæsterne. Coach Ville Tuominen rejste sig fra bænken og gjorde fra linjen en stor indsats for at vække hjemmeholdet, der trods alt i slutningen kom lidt i gang og ”kun” var bagud med 47-49 ved pausen.

Efter 20 minutter havde gæsternes Ryan White scoret 16 point – men i pausen fik hjemmeholdet åbenbart afklaret, hvordan han skulle stækkes, og han scorede slet ikke i anden halvleg - men det gav tilsvarende mere plads til et par andre fra Wolfpack. De to hold fulgtes ad med skiftende scoringer. Og Bakken Bears havde det fortsat vanskeligt – ikke mindst virkede det til, at både Thomas Lærke og Semaj Inge havde problemer med at finde ind i rytmen og en ny styrende guard. Bakken Bears fik dog en smule luft og bragte sig foran med 68-64 efter 30 minutter.

Fjerde periode blev en intens og spændende affære – generelt med hjemmeholdet foran. Bakken Bears fik samlet sig sammen og fik for alvor forsvaret til at fungere mere effektivt. Samtidig tjekkede både Kaido Saks og Semaj Inge ind – mens Copenhagen Wolfpack i kraft af Casper Hesseldal, Jyles Smith og Gabriel Iffe Lundberg bed fra sig.

Med 4½ minut tilbage havde hjemmeholdet bragt sig foran 82-72 og kampen syntes afgjort. Men et forrygende run af gæsterne gjorde pludselig stillingen helt lige – og endda med CW foran 88-89 da der manglede 1½ minut.

De bærende kræfter hos Bakken Bears kæmpede flot videre og Ville Tuominen fik skiftet klogt ud. I de sidste afgørende momenter var der imponerende rebounds af både Nicolai Iversen, Kaido Saks og Morten Sahlertz. I angrebet var der effektive 3-point scoringer af både Maurice Acker, Kaido Saks og Morten Sahlertz (der ellers ikke havde den bedste dag på kontoret). Også ros til Chris Christoffersen for stor sikkerhed på straffekastlinien. Efter en nervepirrende periode kunne publikum trods alt hylde Bakken Bears, der nu efter 6 kampe fortsat er ubesejret i Basketligaen.

For gæsterne var scoringerne primært fordelt på fire spillere – Ryan White 16, Gabriel Lundberg 20, Jules Smith 17 og Casper Hesseldal 23.

For Bakken Bears var der hele seks spillere med mere end 10 point – Nicolai Iversen 11 (+ 10 rebounds), Jonas Zohore 11, Chris Christoffersen 11 (+ 10 reebounds), Kaido Saks 14 og Maurice Acker 21 (+8 assists).

November bliver for Bakken Bears en meget travl periode – allerede på tirsdag den 4/11 gælder det en kamp i EuroChallenge i Vejlby Risskov Hallen kl. 19.15 mod Borås Basket, og fredag den 7/11 næste Basketliga-hjemmekamp kl. 19.00 mod Værløse BBK.