Nyheder

Bears slår tilbage og fremtvinger kamp 4

Efter nederlag i de to første semifinalekampe var Bakken Bears under pres til kamp 3 i Aarhus.

Det var nødvendigt med en sejr, hvis elimination fra kampen om DM skulle afværges, og den mission lykkedes. Bears vandt 100-84, og fik dermed reduceret til 1-2 i serien, der fortsætter på fredag i Arena Næstved. Inden den kamp skal Bears dog spille europæisk semifinale på onsdag, når Sidigas Scandone Avellino gæster Aarhus.

For første gang i denne serie var første quarter relativt lige. Anført af en varm Devin Daly fik udeholdet fra Næstved taget teten i den første del af perioden, men et 10-0 run af Bears fik bragt sig foran 22-14. Bears’ Michel Diouf spillede igen en fremragende kamp, og han sluttede med at score Bears’ sidste fire point i første periode. 28-22 til bjørnene.

I starten af anden periode scorede Næstved hurtigt seks point, men en genopstanden DeVaughn Akoon-Purcell scorede fem hurtige point. Bears-topscoreren har haft et par kampe uden for alvor at kunne ramme kurven, men han var for alvor tilbage i dagens kamp. Bears førte 53-40 ved pausen.

I tredje periode blev der ikke slækket på fokus. Bears nåede foran med 18 point (61-43, 25. minut) og var foran med 16 point (69-53, 29. minut) inden Næstved gik i comeback-mode. Otte point i træk af udeholdet, heraf fem af Kazembe Abif, skabte næsten lighed, men Akoon-Purcell scorede bjørnenes sidste syv point i perioden. 76-63 med ti minutter igen.

Efter Daly havde åbnet scoringen i fjerde periode scorede Bakken Bears 16 point i træk. Det afgjorde reelt kampen, uagtet at Næstved scorede ti point i streg, fem til Daly og fem til Troy Franklin. Nicolai Iversen, Akoon-Purcell og Sylvester Berg fik dog afværget spændingen og det ændrede ikke noget at Franklin og Abif fik scoret til sidst.

Akoon-Purcell blev Bears’ mest scorende spiller med 28 point, som han supplerede med 6 rebounds og 8 assist. Michel Diouf scorede 20 point og han tog 6 rebounds. Troy Franklin scorede 28 point for Næstved og han supplerede med 5 assists, mens Devin Daly scorede 20 point.

Kamp 4 i serien spilles på fredag den 20. april kl. 18:30 i Arena Næstved.