Nyheder

Bears knuser Vikingerne i 1. periode

En historisk første periode indledte et opgør totalt blottet for spænding, men med en masse fine detaljer.

Aalborg Vikings scorede kun to point i første periode – begge på straffekast, og selvom det ikke er rekord i Basketligaen, så er pointforskellen på 39 point på bare ti minutter det i hvert fald i Bears-historiebøgerne.

Aalborg stillede op uden holdets to nye udenlandske spillere (manglende spilletilladelse), Niels Kock (skadet), Mike Dejworek (skadet og coachende) og Alassan Touray (årsag ukendt), og det i sig selv indikerede ikke en spændende kamp. At Bears sparede Nicolai Iversen, Aladdin Barakeh var skadet og Jo Harris uden spilletilladelse kunne ikke opveje Aalborgs spillersavn.

I første periode tromlede Bears som nævnt afsted, Kaido Saks var forrygende med 12 point, og skuddene regnede i fra alle vinkler.

I anden periode kom Aalborg bedre med og nordjyderne tabte kun perioden med tre point, 23-26. Alligevel var halvlegsstillingen 67-25 overbevisende og spændingen forduftet. For Aalborg var Rune Lauridsen klart bedste mand i første halvleg, mens det blev noteret at Simon Bjørnebo, der har været skadet det meste af de første halvandet år af hans Bearsliv, kom på banen.

Efter pausen var Bears igen klart bedst og vandt perioden 31-16, mens fjerde periode blev mere lige, dog med Bearssejr på 13-11. Fra anden halvleg blev det noteret at Simon Bjørnebo kom på scoringstavlen med to treere, mens Sebastian Åris overgåede sine vildeste drømme med et dunk og 13 assists.

Bears sluttede 2014 med en overbevisende sejr – nummer 12 i 13 Basketligakamp, og dermed en førsteplads i ligaen, to point foran Horsens IC. Aalborg derimod må erkende at det kun kan blive bedre efter nytår efter det 14. nederlag i lige så mange kampe.

Thomas Lærke og Kaido Saks blev mest scorende for hjemmeholdet med 17 point – alle esterens point faldt inden pausen, mens Rune Lauridsen og Demetrius Philips scorede 14 for udeholdet.