Nyheder

Basketligaen indgår samarbejde med Jr. NBA League

Basketligaen har i samarbejde med BørneBasketFonden indgået en flerårig aftale som sponsor for Jr. NBA League i Danmark.

I år 2018 vil 60 skoler opdelt i 12 forskellige divisioner over hele landet udgøre Jr. NBA League i Danmark. Det betyder at de 60 skoler vil blive inddelt i øst og vest konferencer med dertilhørende divsioner der stemmer overens med NBA’s opdeling. De 60 skolehold vil så alle blive tildelt et NBA hold som de repræsentere i Jr. NBA-turneringen.

Basketligaen støtter 100 % op om de kerneværdier som Jr. NBA League promoverer: holdånd, respekt, beslutsomhed og fællesskab, derfor giver et samarbejde rigtig god mening. På landsplan forventes der deltagelse af over 900 børn fra 4.-6. klasse og på verdensplan vil Jr. NBA komme ud til over 26 millioner spillere i 71 forskellige lande.

De 12 divisioner i Danmark der udgør årets Jr. NBA League i landet, er delt op på følgende måde:

Jr. NBA Danmark

Eastern Conference (15 hold)

Western Conference (15 hold)

Svendborg – Southeast division

Horsens – Southwest Division

Odense – Central Division

Aarhus S/C – Pacific Division

Næstved – Atlantic Division

Aarhus N/V – Northwest Division

Jr. NBA Hovedstaden

Eastern Conference (15 hold)

Western Conference (15 hold)

Frederiksberg – Southeast division

Gentofte – Southwest Division

København – Central Division

Ballerup – Pacific Division

Hørsholm – Atlantic Division

Furesø – Northwest Division

Geof Kotila, kommissær for Basketligaen, er stolt over aftalen: ”Vi er i Basketligaen stolte over at blive forbundet med Jr. NBA League og BørneBasketFonden samt deres mission om at øge interessen og kendskabet til basketballsporten herhjemme, samtidig med at deltagerne får vigtig læring for livet som går langt ud over sport. Alle ligaens klubber støtter entusiastisk op om det her program og tror på vigtigheden i arbejdet. Vi ser frem til at hjælpe til med yderligere at udvikle Jr. NBA i Danmark.”

Basketligaen vil blandt andet hjælpe til med finansiering og ved at stille de nødvendige haltider til rådighed for de lokale Jr. NBA-stævner.

 Siden sin stiftelse i 2014 har BørneBasketFonden som er en almennyttig fond, haft til formål at bevæge børn igennem basketball og øge interessen og kendskabet til sporten. Fonden har på få år opnået en fantastisk vækst og har skabt bevægelse for over 12.000 børn i hele Danmark.

Jens Laulund, direktør for BørneBasketFonden, udtaler følgende om aftalen: ”Vi er fantastisk glade for at kunne indgå i et samarbejde med Basketligaen. Med dette samarbejde bliver det muligt at få Jr. NBA League ud til dobbelt så mange skoler og dermed dobbelt så mange børn. Med Basketligaen får vi også en partner der består af hold, som har stor erfaring i at afvikle events af høj kvalitet, og vi er sikre på, at vi med deres hjælp kan gøre verdens sejeste skoleturnering endnu sejere. ”

FAKTA

Om BørneBasketFonden

BørneBasketFonden er en interesseorganisation organiseret som en almennyttig fond, der har til formål at bevæge børn via basketball og øge interessen og kendskabet til sporten. Siden 2014 har fonden arbejdet for at flytte den organiserede idræt tættere på børn i indskolingsalderen og give dem gode vaner med at bevæge sig ved i tæt samarbejde med kommuner, lokale basketballklubber, skoler og SFO’er i hele landet at udvikle bevægelsestilbud til børn, der ikke tidligere har været aktive i den organiserede idræt.

BørneBasketFonden leverer inkluderende, sjove og motiverende basketball-aktiviteter på skoler og SFO’er, arrangerer basketball-camps, etablerer nye basketballklubber for børn og afholder en årlig, landsdækkende skoleturnering ”Jr. NBA”. I 2017 deltog mere end 10.000 børn fordelt på 445 skoleklasser og 18 kommuner i hele landet i BørneBasketFondens skole-, camp-, klub- og turneringsaktiviteter. BørneBasketFonden var i 2017 finalist til at modtage Danskernes Idrætspris ved Danmarks Idrætsforbunds og DR’s Sportsgalla.

Mere info på www.bornebasketfonden.dk