Nyheder

Basketliga bold tilbage i Nørrebrohallen efter 11 års fravær

Fredag aften kunne Stevnsgade invitere København på den først Basketligakamp i kommunen i 11 år. Endelig tilbage i det fornemmeste selskab mod selveste Danmarksmestrene fra Horsens IC.

De københavnske tilskuere kvitterede med at fylde Nørrebrohallen allerede 40 minutter inden kampstart. Havde der været plads til 1.000 – så havde der været 1.000 tilskuere. 15 minutter inden kampstart måtte man afvise alle ved indgangen. Hvis udtrykket proppet hal har nogen betydning – så var det hvad Nørrebrohallen var fredag aften.

Stevnsgades nye SuperFans gruppe gjorde sit til en intens og tæt stemning til kamp start, hvor også dommer Rune Larsens jubilæumskamp nr. 1.000 gjorde sit til at skabe en festlig ramme om Friday Night Basketball i København.

Gæsterne fra Horsens IC kom med kun en dags hvil i benene fra en tæt og dramatisk kamp mod Team Fog, mens Stevnsgade SuperMen havde slikket sårene eller hvilet på laurbærrene efter tre hårde udekampe i streg.

Første periode

Horsens IC kommer bedst fra start og bringer sig hurtigt foran, men Stevnsgade går uimponeret til sagen og bringer kort efter balance i tingene til 4-4 efter scoringer af Mikael Vincents Nielsen og Alonzo Brooks. Holdene bytter lidt point indtil stillingen 9-9, 13-13 og 16-16. Begge hold spiller flot basketball med fine detaljer krydret med et par spektakulære dunks.

Horsens velspillende Iffe Lundberg og Vedran Borovcanin bringer dog Danmarksmestrene foran 16-21 inden periodens afslutning.

Anden periode

Perioden starter med at Martin Hermansen bringer Stevnsgade SuperMen tættere på Horsens, men som første periode følges holdene pænt ad, i hvad der nok var kampens flotteste periode.

Efter 5:33 bringer David Balaton værterne foran for første gang i kampen med 28-27 og Nørrebrohallen begynder at koge. Lurer der en overraskelse? Kampen er helt tæt indtil sidste minut, hvor Stevnsgade tager et par dårlige beslutninger, der ender i turn-overs og det betyder at Horsens IC ved pausen er foran med 37-45.

Tredje periode

Stevnsgade kommer skidt fra start og inden for godt 2 minutter har Horsens IC bragt sig foran med 13 points og reelt er kampen afgjort. Resten af perioden er ret uinteressant. Holdene bytter point til pausen inden sidste periode til stillingen 54-67.

Kendetegnende for perioden og det meste af kampen er, at Horsens IC skyder lidt bedre procenter end værterne. Stevnsgade kommer til afslutningerne og udrebounder i begge ender gæsterne, men Horsens IC virker skarpere og fører dermed fortjent inden sidste periode.

Fjerde periode

Der var stadig stemning på tilskuerpladserne, men de fleste havde indset, at det ville blive for svært for Stevnsgade at komme tilbage i opgøret. Men på stenbroen ligger man sig ikke ned for modstanderne, så der blev fightet videre og efter Martin Hermansens 3´er til 57-67 vejrede man lidt come back i Nørrebrohallen.

Imidlertid var gæsterne så gode, at de ikke lukkede oprykkerne tilbage i kampen, men straffede tværtimod deres fejl. Det betød, at spændingen om resultatet udeblev og jubilaren Rune Larsen og hans to kollegaer kunne fløjte kampen af til en Horsens IC sejr på 72-91.

Statistikkerne lyver ikke. Horsens afsluttede bedre og det gjorde forskellen. De virker som et hold, der kommer til at blande sig i toppen af rækken i dette grundspil. Hos Stevnsgade kan man sagtens finde mange fejl, men som oprykker er det er mere væsentligt at finde de positive ting, som der kan bygges videre på – og dem var der mange af.

En festlig aften, hvor udtrykket ”fyldt som sild i en tønde” fik mening hos de fleste i Nørrebrohallen, må det konkluderes at nok fik drengene fra stenbroen et nederlag, men Ligabasket er kommet til København for at blive.

Hos Horsens IC skal fremhæves de tre utroligt stærke udlændinge Marquis Addison, der spiller 40 minutter og scorer 20 points, Vedran Borovcanin der scorer 20 point på 30 minutter, Nimrod Hillar spiller 36 minutter og scorer 22 point.

Værternes Mikael Vincents bliver topscorer for holdet med 15 point (7 rebounds) skarpt forfulgt af Jonel Palou Visa med 14 point.

De to hold mødes allerede igen på tirsdag den 20. oktober i Forum Horsens i en kamp, der vises direkte på TV2 Sport kl. 18.05. Husk at kigge med!