Nyheder

Bakken Bears vinder stort over Horsens IC

Første styreprøve i sæsonen mellem Bakken Bears og Horsens IC kan knusende sejr til hjemmeholdet.

Kampen begyndte i højt tempo, og Bakken Bears kom bedst fra start. Hjemmeholdets Ryan Evans satte en treer på første angreb, og efterfølgende scorede Tobin Carberry to point og blev fejlet. Han scorede på straffekastet og gjorde det til et trepointsspil. Aarhusianernes Tylor Ongwae var næste mand i køen til at score for hjemmeholdet. Kenyaneren satte en flot treer fra hjørnet, og de danske mestre førte med 9-0 efter blot halvandet minut. Udeholdet fra Horsens svarede dog hurtigt igen til trods for den dårlige start.

Vicemestrene scorede efterfølgende seks ubesvarede point og var straks tilbage i kampen. De følgende minutter stod også i Horsens’ tegn, og de bragte stillingen op på 13-13 efter fem minutter. De næste to minutter i kampen forløb mere stille og roligt, men føringen var dog skiftet til 18-19 i Horsens’ favør. Deres første føring i kampen.

Det var kendetegnende for første periode, at det var en meget fysisk præget kamp. Begge mandskaber ville for alt i verden ikke tabe i denne nyklassiker. Første periode sluttede af med lidt dramatik, da Bears havde sidste angreb. Thomas Lærke modtog bolden i hjørnet og blev fejlet, så han røg ud i banden. Det gav tre straffekast, og han scorede på dem alle tre. Dette gav en stilling efter første periode på 28-23 til hjemmeholdet fra Bakken Bears.

Anden periode begyndte lige så hæsblæsende som den første. Det var tydeligt at se, at det var to mandskaber, der havde indledt sæsonen med tre sejre i tre mulige. Bears førte 40-33 efter fem minutter inde i perioden, men kampen var meget lige. Man sad med følelsen af, at føringen kunne skifte på hvilket som helst tidspunkt.

En rigtig topkamp i Basketligaen. Med tre minutter tilbage af anden periode trak hjemmeholdet fra Bakken Bears dog en smule fra. Horsens havde på dette tidspunkt større problemer med at få scoret end Bakken Bears. Dette gav hjemmeholdet kampen største føring på 46-34. Horsens kæmpede bravt, men de var uheldige med at ramme kanten af kurven i stedet for midten. Perioden sluttede med aarhusianerne som det bedste hold, og pausestillingen var 51-37.

Tredje periode begyndte med fuldt skrald. Begge mandskaber virkede genopladet efter pausen, og de gav sig fuldt ud i alle dueller. Man kom ikke sovende til en rebound. Begge trupper ville uden tvivl komme hjem med ømme led og blå mærker. Hjemmeholdet fra Bears førte med 62-52 efter fire minutter inde i perioden, men Horsens virkede til at have fundet vejen til kurven. Kampen levede i den grad på dette tidspunkt.

Men bedst som Horsens kæmpede sig tilbage, så vandt Bakken Bears de efterfølgende to minutter med 8-2, og forspringet var nu på 16 point til stillingen 70-54 med lidt over tre minutter tilbage af perioden. Den resterende del af tredje periode var forsat med Bakken Bears som det mest scorende hold. De sidste minutter blev vundet blev vundet med 11-5 til Bakken Bears og dermed en samlet stilling på 81-59 til at slutte perioden på.

Fjerde og sidste periode åbnede med flere scoringer til begge hold. Det var dog desværre for Horsens IC stadig Bakken Bears, der stod for de fleste point i kampen. Hjemmeholdet formåede at holde foden på gassen gennem hele kampen, og det virkede til at gøre udslaget til dagens kamp. Aarhusianerne havde hele syv spillere med over ti point i kampen mod Horsens’ fire spillere med over ti point. Det blev helt klart afgørende for kampens udfald, at hjemmeholdet havde flere spillere i rotation, der gjorde en mærkbar forskel på banen.

Sæsonens første rivaliseringsopgør mellem de to hold slutter med en sejr til Bakken Bears på 101-78.

Horsens IC’s mest scorende spiller blev Charles Callison med 18 point.

Bakken Bears havde Ryan Evans, Tobin Carberry og Ryan Martin som mest scorende med 15 point hver.