Nyheder

Bakken Bears skal spille Europa-Cup

Bakken Bears' danske mestre skal spille Europa Cup i sæsonen 2013/14. Bakken Bears har sendt registreringspapirerne til FIBA EuroChallenge 2013/14 afsted. Det bliver femte gang - og første gang siden 2008/09 - at Bears deltager i Europa Cupen.

'Som forsvarende danske mestre er det naturligt at forsøge at tage det næste skridt i form af at forsøge at måle sig i den internationale konkurrence. Det bliver en stor udfordring for både spillere, trænere og organisationen', siger sportsdirektør Michael Piloz.

Flytningen til Vejlby-Risskov Hallen har givet det råderum, der er nødvendigt for at kunne deltage i Europa Cup, og det er målet at skabe nye sportslige højdepunkter i efteråret, hvor der forhåbentlig kommer mindst seks internationale kampe.

Bakken Bears deltog første gang i Europa Cupen i 2004/05 og kvalificerede sig videre fra en stærk pulje. Den deltagelse lagde kimen til en statistik der siger, at bjørnene er den mest vindende danske klub i Europa Cup'en, hvor det er blevet til 6 sejre og 1 uafgjort i 16 kampe.

Gruppespillet med de 32 højst rangerede / bedste hold starter den 5. november, men hvis Bakken Bears skal spille kvalifikationskampe til gruppespillet, afvikles disse 24. september og 1. oktober.
Der er lodtrækning til turneringen den 5. juli i München.

Formatet for EuroChallenge:
32 hold deles i otte puljer med fire hold i hver. Puljekampene spilles i november og december (tre hjemme- og tre udekampe).
Deltager mere end 32 hold i turneringen, spilles der Qualification Round. Her spilles en ude- og en hjemmekamp - datoerne er 24. september og 1. oktober.

De fire deltagelser:
2004/05: Deltagelse i FIBA Europe Cup. Vinder af gruppe med deltagelse af CAB Madeira (Por), Keflavik (Isl) og Reims (Fra). Tabte regional kvartfinale imod Novy Jicin (Tje) efter en sejr og et nederlag.

2005/06: Deltagelse i FIBA Europe Cup. Nr. 3 i gruppe med deltagelse af CAB Madeira (Por) og Eiffel Towers (Hol).

2007/08: Deltagelse i FIBA Europe Cup. Tabte Qualification Round imod KK Igokea (Bos).

2008/09: Deltagelse i FIBA EuroChallenge. Tabte Qualification Round imod Belgacom Liege (Bel).