Nyheder

Bakken Bears klar til semifinalerne

Bakken Bears kvalificerede sig torsdag til DM-semifinalerne efter en neglebider af en tredje kvartfinalekamp over Wolfpack. Bears vandt 109-106 efter fem minutters overtime.

Der var flere bemærkelsesværdige ting i Vejlby-Risskov Hallen:

Bakken Bears kvalificerede sig til semifinalerne og er dermed blandt landets fire bedste hold for 22. år i træk. I semifinalerne spiller Bears imod  Team FOG Næstved.

Efter tirsdagens sejr i Frankrig, kvalificerede Bears sig til sin anden semifinale på bare tre dage og for anden gang skete det efter overtime.

Thomas Lærke scorede otte trepointscoringer, hvilket kun er gjort bedre af en Bearsspiller i fire kampe. Lærke scorede i alt 27 point.

Wolfpack spillede med en intensitet som Bears havde svært ved at matche. Wolfpack med Durell Vinson (9 point), Oliver Strøh (7 point) og Niki Tamjidi (6 point) i spidsen var dominerende i de første ti minutter, hvor hele syv Bearsspillere scorede, men Wolfpack satte point på tavlen efter behag.

Efter føring på 29-23 efter ti minutters spil kom Bears angrebsmæssigt bedre med i anden periode, men Wolfpack havde stadig frit lejde mod kurven. Udeholdet scorede 56 point i første halvleg efter at have scoret anden periodes sidste fem point. Bears havde ellers et fint run, da 38-45 blev til 52-47 efter bl.a tre treere af Thomas Lærke.

De første otte minutter af tredje periode var lige, men ti point i træk til Bears – efter bl.a endnu to treere af Lærke – og hjemmeholdet kunne gå til pause efter tredje periode med en føring på 80-69.

Herefter lignede det cruise control indtil der mangler 150 sekunder. Bears førte 95-82, men så gik forsvaret igen helt i stå. Michael Martin og Georg Berling var de scoringsmæssige drivere i et enormt comeback, hvor Niki Tamjidi udlignede til 95-95 efter en turnover af Bears. Bjørnenes Tony Bishop scorede et fint layup, men Michael Martin udlignede med 2,8 sekunder igen.

I overtiden kom Bears hurtigt foran med fire point, men Wolfpack fik udlignet. Wolfpack kom aldrig foran i ekstraperioden, men det var først i de sidste sekunder at Bears kunne skyde sejren hjem fra straffelinjen.

For Wolfpack scorede Oliver Strøh 24 point, mens Durell Vinson scorede 23 og Georg Berling 20. Michael Martin scorede 16 point og havde 10 assists.

For Bears var Thomas Lærke mest scorende med 27 point, mens Tony Bishop supplerede sine 23 point med 13 rebounds. Nicolai Iversen scorede 16 point og tog 8 rebounds.