Nyheder

Bakken Bears klar til semifinalerne

Bakken Bears og Stevnsgade SuperMen mødtes til deres 100. indbyrdes opgør og hvis der er noget, der har præget de indbyrdes opgør gennem tiden, så er det at der har været mange blowouts – begge veje.

I disse år er Bears oven på og Stevnsgade fik et stort nederlag med hjem samtidig med at Bears blev klar til DM-semifinalerne for 21. sæson i træk.

Det lignede ellers ikke nogen stor sejr i første periode. Bears førte kun med 26-20 i en periode, hvor intensiteten ikke var på niveau med de øvrige kvartfinalekampes. Der blev delvist samlet op i kampens anden fjerdedel uden det talstærke publikum blev forkælet med alt for mange lækkerier. Bears førte 50-31 ved pausen.

I tredje periode fortsatte mønsteret med et Bearshold i teten og et Stevnsgadehold, der kæmpede fint, men ikke havde ressourcerne til at hente ind på Bears. I slutningen af perioden fik Bears dog sat lidt tempo på spillet anført bl.a af en velskydende Keane Thomann, der scorede ni point i perioden. Bears førte 83-50 inden de sidste ti minutter.

I fjerde periode fik bjørnene sat lidt fart på og holdet skruede op for lækkerierne. Et alley-oop dunk af DeVaughn Akoon-Purcell og en assist med ryggen til fra Eric Palm til et dunk af Kristjan Kitsing var nogle af højdepunkterne i hvad der endte med at blive en Bears-opvisning og sejr på 114-65.

Mest scorende for Stevnsgade var Jesper Sandager (17 p) og Filip Rajovic (15 p). Rasmus Espersen spillede en fin kamp med 11 point og 7 rebounds. For Bears scorede Eric Palm 18 p. Michel Diouf scorede 15 point og tog 11 rebounds, mens Devaughn Akoon-Purcell scorede 14 point og tog 10 rebounds. Alle 12 Bearsspillere scorede.

Stevnsgades sæson er slut, mens Bears fortsætter med DM-semifinalerne om ti dage, når Svendborg Rabbits kommer på besøg. Første kamp spilles torsdag den 6. april. Svendborg Rabbits vandt lidt overraskende 3-0 i deres kvartfinaleserie mod Team FOG Næstved.