Nyheder

Bakken Bears bringer sig foran 1-0 mod Randers Cimbria

Dagens første kamp i semifinaleserien mellem hjemmeholdet fra Bakken Bears og gæsterne fra Randers Cimbria åbnede meget jævnbyrdigt med scoringer til begge mandskaber i de indledende minutter.

De blå uniformer fra Randers trak dog en smule fra i de efterfølgende minutter og skabte sig en føring på 9-4 godt halvvejs inde i første periode. Det aarhusianske hjemmehold formåede dog hurtigt at slå tilbage med flere flotte scoringer til stor fornøjelse for tilskuerne i Vejlby-Risskov Hallen. De regerende danske mestre bragte sig foran for første gang i kampen med stillingen 12-11 med fire minutter tilbage af perioden. Randers gjorde god figur mod slutningen af perioden, men det var alligevel Bakken Bears, der sluttede stærkest af. Første periode sluttede med en føring på 24-18 til ”Bjørnene”.

Anden periode begyndte, som første periode sluttede. Bakken Bears havde overhånden ved at være mest effektive fra gulvet og mest effektive i rebound-spillet. Dette gjorde det mere end vanskeligt for udeholdet fra Randers at følge med. Hjemmeholdet havde med fire minutter spillet af anden periode forøget forspringet til 34-22, hvilket var kampens hidtil største føring. Bredden havde indtil videre gjort en forskel for de to hold. Bakken Bears havde ni spillere med point på kontoen, mens Randers måtte nøjes med fem spillere. Aarhusianerne førte derudover rebound-spillet med 25-15.

Cimbrias to amerikanere Brantley Bynum og Dee Franklin havde dog spillet en fin kamp for udeholdet med 18 point fordelt mellem dem. De to flotte præstationer var dog ikke nok for udeholdet fra Randers, og de kunne kigge på scorertavlen og se Bakken Bears være foran med 53-37.

Tredje periode åbnede enormt rodet fra begge hold. Både Bakken Bears og Randers Cimbria havde vanskeligheder med at få sine afslutninger i kurven, og turnovers fra begge mandskaber prægede spillet. Efter tre minutter spillet af tredje periode havde holdene blot scoret to point hver, så stillingen var 55-39. Dagens to duellanter fandt dog rytmen igen, og scoringsprocenterne steg betragteligt. Randers spillede på dette tidspunkt lige op med Bears, men det var ikke nok til at reducere forspringet. Tredje periode sluttede derfor 76-60.

Det aarhusianske hjemmehold kom skidt ud til fjerde periode og virkede sløsede og ukoncentrerede med alt for mange brændte afslutninger og dårlige afleveringer. Randers kom væsentligt bedre fra start, og de første isoleret set perioden med 11-3. Dette bragte udeholdet inden for ti point i kampen med stillingen 81-71.

Der var derfor alligevel lagt op til en spændende afslutning på dagens kamp. Tiden begyndte dog at blive en faktor for Randers Cimbria, der kun havde to minutter til at fuldende comebacket. Gæsterne formåede at komme til scoringer, men det havde brug for flere stops i forsvaret. Bakken Bears formåede desværre for Randers at skrue op for tempoet i kampens afgørende fase, og aarhusianerne tog dermed en sejr i den første kamp i semifinaleserien mod Randers Cimbria.

Kampen endte 95-85.

Kamp 2 i bedst á 5 serien spilles på mandag i Randers.