Nyheder

4. Quarter-sejr til Bears over SISU

Selvom SISU var foran i en stor del af kampen, kunne Bakken Bears tage en sikker sejr på 20 point over SISU i en kamp, hvor SISU blev trætte til sidst.

Søren Ege gjorde comeback og gjorde det blændende med 10 scorede point.

Et rent dansk Bakken Bears-hold startede kampen bedst. Bjørnene kunne bringe sig foran 10-4 inden der kom en længere scoringspause til hjemmeholdet. Den benyttede SISU til at bringe sig foran 16-13 og senere 22-15 ved periodepausen. Zach Moritz scorede SISUs første 10 point og 12 point i alt i første periode. Moritz sluttede kampen som sit holds topscorer med 20 point.

SISU fortsatte bedst ind i anden periode. Udeholdet nåede foran hele 30-19 inden den gamle garde måtte tage over for hjemmeholdet. Søren Ege gjorde comeback og kom straks på scoringstavlen, og Jens Jensen supplerede med fem hurtige point - og så var hjemmeholdet foran 31-30. SISU - anført af Mikael Vincents og Mickey Dennis - sluttede bedst af, og Gentoftedrengene førte 38-36 ved pausen.

Selvom SISU også førte efter en meget lige tredje periode, hvor Bears nåede foran 50-45 inden udeholdet scorede ni point i træk, var der begyndende tegn på træthed hos SISU, der savnede Mike Flowers og Philip Bo Jørgensen i kampen.

Bakken Bears blev ved med at køre på, og fik roteret ni mand i det meste af kampen. Trætheden var så udtalt at Mickey Dennis lavede en - for ham meget ukarakteristisk - airball - på et frit trepointskud inden han bad om udskiftning.

I fjerde periode var der kun et hold på banen. Søren Ege og Chris Christoffersen dominerede totalt inside og en meget træt Zach Moritz kunne ikke stille meget op. De to store drenge scorede hhv. 6 og 7 point i sidste periode, mens kampens topscorer Nicolai Iversen supplerede med de fem sidste af hans i alt 20 point. 31-10 vandt Bears sidste periode, og dermed kampen 85-65.

Bakken Bears fastholder med sejren andenpladsen i ligaen, bare to point efter Svendborg - men også to point foran Horsens IC, som er modstanderen i torsdagens tv-kamp i Forum Horsens.

SISU bliver med nederlaget på fjerdepladsen i ligaen med 20 point efter 17 kampe - a point med Næstved på femtepladsen.