Nyheder

2-1 til kaninerne over 79ers

Kaninerne viste, at de trods et et-pointsnederlag i mandags i den 2. kvartfinale nu var helt klar og vandt i overbevisende stil over 79'ers med +21, 97-76 efter perioderne 25-16, 24-27, 24-17 og 24-16, meget enslydende cifre og udtryk for høj koncentration og fokus fra kaninerne.

Dagens bedste kanin blev igen Johnell Smith med 22 points, 9 rebounds, 8 assists og 2 steals.

Kampen startede med hjemmeholdet som toneangivende og især var Damian Ocana endnu engang klar fra start med 8 points. Det var højt tempo fra begge mandskaber og 79'ers fortsatte deres meget aggressive spil, især i forsvaret, hvor de gjorde det svært for både Antonio Porta og Johnell Smith der begge blev dækket tæt op af dels Zarko Jukic og Frederik HN. Det blev gået til makronerne og spillet med musklerne ganske som et slutspil skal være. Hørsholm kom hurtigt efter kaninerne rent scoringsmæssigt med fornuftige ting fra især Brenton Butler men også Zarko Jukic viste flotte takter. Kaninerne trak lidt fra sidst på perioden med Will Paul som skarpretter med 7 points stort set i træk, heraf en treer der blev fulgt op fra Antonio Porta med to mere af slagsen inden Rasmus Christensen med et sandt arbejdsraseri sluttede perioden for kaninerne, der var foran med 9.

Hørshom lagde sig ikke ned og det har kendetegnet mandskabet igennem hele sæsonen. Der er ingen der giver op, måske et udslag af træner Nemanja Jovanovic' måde at coache sit mandskab på. Ihvertfald spiller holdet bundsolidt og der bliver så sandelig ikke givet ved bagdøren. Der bliver spillet hårdt gennem hele kampen og det var også udslagsgivende i 2. periode, hvor 79'ers kom stærkt tilbage.
Johnell Smith og Rasmus Christensen sørgede for points til kaninerne men Brenton Butler og Zarko Jukic svarede igen rent offensivt ligesom især Frederik HN var drivkraften defensivt. Et lille run midt i perioden til drengen fra whiskeybæltet bragte kampen helt lige men det kostede sved på 79'ers konto og kaninerne tog teeten sidst i perioden med et run i den anden lejr, 11-3 og pauseføring til hjemmeholdet 49-43.

Chefcoach Jovanovic havde fået flere advarsler af dommertrioen og det måtte resultere i en eller anden form for sanktion, måske senere i kampen men også et udtryk for, at linjen hos dommerne frustrerede spillerne. 

Hjemmeholdet var klart bedst sidste gang de to hold mødte hinanden i Svendborg Idrætscenter, især i 3. periode, hvor kampen reelt blev afgjort. Med en føring på 6 ved pausen og en sejr på 7 i 3. periode, var det måske også for meget op ad bakke for 79'ers. Faktum er, at såvel Johnell Smith og Will Paul tilsammen scorede 18 af de 24 points kaninerne skrabede sammen i 3. periode, faktisk kun "afbrudt" af to trepoinsscoringer dels fra kaptajn Magaard og fra Damian Ocana. Hos 79'ers var den store pointssluger og holdets bedste i dag så afgjort Brenton Butler med 9 points i perioden og ialt 29 points inden de sidste 10 effektive minutter. Hørsholm sluttede perioden med en buzzer fra Butler, men spørgsmålet var om bolden var i kurven inden slutsignalet for den sidste pause? Dommerne lod scoringen tælle.

Straks fra sidste periodes start cementerede kaninerne sejren og det var et run på 13-3. Medvirkende og måske frustration fra cheftræner Jovanovic, udløste den ventede tekniske fejl. Måske var det et forsøg på, at ruske op i sit efterhånden trætte mandskab, der blev trukket hårde minutter på starterne, men lige lidt hjalp det. Kaninerne nu foran med 20 og det var nok et udslag af, at Frederik HN måtte en tur på bænken med et slag på munden der fik blodet til at sprøjte. Ihvertfald var den lille kaptajn ude i nogle minutter og det var for alvor her kaninerne slog sømmene i kisten hos 79'ers. Der var ikke længere tvivl om udfaldet og hele Svendborgs bænk kom på banen.
Kampen var afgjort før tid og resten var rent kosmetik og den kosmetik viste Zarko Jukic at han mestrede med flere flotte dunk af den atletiske spiller.

Sejren blev på +21 og kørt hjem i overbevisende stil af hjemmeholdet men også som i kamp nr. 1, en hårdt tilkæmpet sejr.

Intet er endnu afgjort for på mandag hvor kamp 4 venter i Fire Arena, hvor alt kan ske.

For hjemmeholdet blev udover dagens spiller pointsfordelingen således: Will Paul 22, Antonio Porta 19 6 rebounds og 4 assists samt 4 steals, 15 til Claus Magaard (5/5 på treeren), 13 til Damian Ocana.

For 79'ers scorede Brenton Butler 29 og havde 4 steals, 17 til Atila Kovac, 16 til Zarko Jukic samt 5 assists.